Jeg har været radioamatør siden 1977, og jeg ser mig selv som lidt af en altmuligmand inden for hobbyen. Jeg nyder mange sider af amatørradio: HF, satellitter, digitale modes som FT8 og VarAC, VHF-modes som DMR/Wires og D-Star samt en contest i ny og næ og jagten på DX. Jeg har eksperimenteret med FT4 via satellit og kørt APRS over satellitter. Jeg kan vel bare godt lide at finde ud af tingene og så komme videre. Jeg arbejder også gerne på at blive bedre til CW. Listen er lang.
Professionelt har jeg arbejdet med it. I mellemskolen, som 11-årig, blev jeg interesseret i amatørradio takket være min onkel Florian (W1FA, SK), som kom på besøg hos os og kørte mig op af dalen nær lufthavnen, så vi kunne køre 2 meter.
Det fascinerede mig. Jeg kastede mig ud i det og fandt den lokale amatørradioklub. Min mentor – på engelsk kaldet en "elmer" – var faktisk en radioamatør ved navn Elmer. Klubmøderne blev holdt hver måned i hans lade. Jeg lånte en masse militært overskudsudstyr og fik min licens omkring min 12-års fødselsdag i august 1977.
Jeg gjorde mit bedste for at få CW-forbindelser med en krystalstyret Heathkit DX-40-sender og en Hallicrafters SX-110-modtager. Der blev faktisk skrevet en artikel om mig i lokalavisen og senere i en avis for hele staten. Det eneste, jeg til sidst kunne nå til lokalavisens artikel, var en radioamatør i den anden ende af byen! At bo i en dal i et hus med aluminiumsbeklædning havde sine ulemper!
Jeg kørte rundt i byen på cykel med min håndstation, mens min hjemmestation var koblet op som et hjemmelavet repeater-setup til min HF-station. Ikke ligefrem lovligt dengang, men hvordan skulle jeg ellers kunne tale med Rusland fra cyklen midt i byen?
I gymnasiet var min elektroniklærer radioamatør, og vi satte en station og en antenne op på skolens tag. Før jeg overhovedet fik en avisrute, gav en lokal radioamatør mig et job med at feje gulve i hans firma. Jeg elskede amatørradio og fik til sidst min Extra-licens.
Dengang skulle man til FCC's kontor for at tage CW-prøven og den skriftlige prøve. For mig kunne Boston lige så godt have ligget i den anden ende af landet. Heldigvis kunne jeg få et lift med de andre radioamatører, der skulle derned.
Radioamatører har altid været gode ved mig. Jeg fik mit første job som softwareudvikler, mens jeg læste, og fik på en eller anden måde passet forelæsningerne midt på ugen og skrevet firmware fra torsdag til mandag. Udviklingschefen var radioamatør, og ham, der fik mig ind i firmaet, var radioamatør fra min klub. Jeg startede i hardwarelaboratoriet, men jeg var så dårlig, at de gav mig en chance med software. Gudskelov klarede jeg mig godt der.
På universitetet havde jeg et had-kærlighedsforhold til mine undervisere. Det var en offentlig uddannelsesinstitution, og datalogiuddannelsen var ny. Jeg var aktiv inden for softwareudvikling og meget nysgerrig, især når det gjaldt Unix-systemer. Jeg var nok også lidt arrogant! Enten klarede jeg et fag rigtig godt, eller også sneg jeg mig lige igennem. Nogle af de yngre undervisere satte ikke nødvendigvis pris på mine spørgsmål, men det gjorde de erfarne — som professoren, der var radioamatør!
Efter at have forladt studiet før tid begyndte jeg at arbejde med softwareudvikling i Route-128-området ved Boston. Jeg begyndte at lave konsulentarbejde ved siden af, da en lokal restaurant bad mig hjælpe med at bygge et kassesystem. Det blev starten på en lang rejse, hvor jeg byggede flere virksomheder op inden for undervisning, rådgivning og senere managed services. Det var amatørradio, der hjalp mig i gang. Det skadede heller ikke at komme ind hos AT&T Bell Labs (hvor der også var mange radioamatører) som menig Unix-konsulent.
Amatørradio har været en konstant i mit liv. Ikke kun fik jeg venner og kontakter, der hjalp mig tidligt i karrieren – som barn gav det mig også en følelse af at være unik og selvsikker, og jeg er sikker på, at det har bidraget til min evne til at kommunikere med folk uden for min lille provinsboble.
Amatørradio har ikke kun hjulpet mig professionelt, men også personligt. Da jeg mødte min kone for 30 år siden, fortalte hun, at hendes far var radioamatør. Jeg var skeptisk og tænkte, at han nok bare havde en CB-radio. Hun sagde hans kaldesignal lynhurtigt, og jeg var imponeret. Om det afgjorde sagen lige der, ved jeg ikke, men jeg troede (med rette), at det var et tegn!
I håb om at give noget tilbage til hobbyen blev jeg i 2022 ansat i ARRL som it-direktør. Det var en fantastisk oplevelse, hvor jeg mødte mange gode mennesker og nogle meget dygtige radioamatører. Jeg fik mulighed for at lære de interne og offentlige systemer at kende, herunder Logbook of The World (LoTW).
Min tid der gik med mange systemintegrationsopgaver og starten på en migrering til skyen. Som it-direktør begyndte jeg at tænke over, hvordan en gradvis, modulær modernisering af LoTW kunne fungere — begyndende med at lette supportbyrden for LoTW-personalet ved at forbedre TQSL-programmet (backup og gendannelse af certifikater) og flytte en stor del af behandlingen af QSO-poster til skyen. Jeg ønskede at sætte det arbejde i gang, men jeg forlod ARRL i september 2023, før det kom i gang. Til en relativt lille organisation at være har ARRL en betydelig mængde proprietære ældre systemer. Kombineret med et lille personale og begrænsede økonomiske midler gør det moderniseringen til en svær — men ikke umulig — udfordring.
Jeg vil altid være taknemmelig over for ARRL, over for denne hobby og over for de mennesker, der hjalp en ung knægt ind i den og gav ham et par chancer undervejs – og den bliver ved med at forbløffe mig, når jeg tænker på de usynlige bølger.
